I den dybfrosne jord i arktiske områder er der gennem flere tusind år bundet kolossale mængder kulstof fra døde planterester. De permafrosne områder strækker sig over et areal på ca. 23 mio. kvadratkilometer fordelt i Sibirien, Alaska, Canada samt dele af Grønlands kyst. Pga. klimaforandringerne tør permafrosten og kulstofpuljerne frigives til atmosfæren.

Disse enorme kulstofpuljer bliver ved optøning omdannet til Kuldioxid CO2 – som er en aktiv drivhusgas, eller hvis processen foregår i iltfattige omgivelser til metan CH4 som er en ca. 25 gange mere effektiv drivhusgas.

Forskere frygter at den optøende permafrost, kan blive en kilde til accelereret klimaforandringer – og disse beregninger indgår ikke i FN klimapanels modeller.